Yin og yang har altid fascineret mig. Denne perfekte symmetri af to halvdele der smyger sig om hinanden. En lys og en mørk, hver med en lille del af den anden i sig. Det er et stærkt lille tegn, der kan symbolisere så meget.

Det ældgamle kinesiske tegn står for altings iboende dualitet. For at modsætninger ikke kan eksistere uden hinanden, for at intet kun er sort eller hvidt, stærkt eller svagt. Yin er den mørke side og står for den feminine og indadvendte energi. Modpolen er den hvide yang, den maskuline og aktive energi. Det er vist ikke politisk korrekt i vores tid, at tale sådan om forholdet mellem det feminine og det maskuline. Ser man på symbolet yin og yang, er det dog ikke så sort-hvidt som man tror. Yang rummer i form af prikken lidt af yin, som også rummer en del af yang. Alt og alle har både maskulin og feminin energi i sig. Der er brug for begge sider og intet kan eksistere uden at rumme begge dele. Jeg synes det er en smuk symbolik, som vi moderne mennesker måske kan lære noget af at studere.

Selv satte jeg mig for at tegne yin og yang. Først skulle jeg regne ud hvordan det geometrisk er bygget op. Det viste sig at være enkelt, selv for en ikke-matematisk person som mig. Med passer tegnede jeg fem cirkler. Først den store, derefter to mindre, der hver især har centrum en fjerdedel inde på den store cirkels midterlinie,. De to mindste cirkler har samme centrum som de to foregående cirkler. Jeg måtte også have en del hjælpestreger for at kunne tegne mønstret nogenlunde symmetrisk. Det viste sig dog at være svære end jeg troede, at tegne mønstret i de to ‘spidser’. Her rakte min støvede geometri-kunnen ikke helt og jeg sjussede mig lidt frem. Til sidst blev symbolet farvelagt med tuscher og omridset tegnet op med guld.

Min første version af yin og yang var skabt. Jeg synes næsten jeg kan se bevægelser i billedet. De to vitale energier der danser med hinanden og smyger sig om hinanden i evig kamp og leg. Uden denne synergi var meget i livet nok væsentligt mere kedeligt.