… og lyset vælter pludselig ind.

Jeg har lige været en tur på Aarhus’ Hovedbibliotek Dokk1 med min søn. Da vi sad og spiste frokost i deres café blev vi underholdt af et kor af ældre mennesker. De sang den smukke sang, der starter med ovenstående strofe. Sangen hedder ‘Lyse nætter’ og er en hyldest til lyset og sommeren der vender tilbage. Den kan høres her. I får et lille kig på teksten, som det dejlige kor delte ud.

Sangen fik mig til at tænke på den tegning jeg vil vise jer idag og på de følelser der ligger bag den.

Lyset er i fuld gang med at vende tilbage. Dagene bliver længere og solens stråler strømmer ind gennem alle sprækker. Jeg ved godt, at det stadig er januar og langt fra sommer, men jeg oplever alligevel, at kunne skimte de lyse nætter forude. Der er lyst til klokken 17 og der er flere og flere dage hvor solens stråler bryder igennem skyerne.

Lyset vender også tilbage indeni mig. Efter nogle år med mange grå dage, hvor jeg har mødt de mere tunge sider af livet, er det nu igen tid til forår i mit sind.  I takt med at solen får mere og mere plads i døgnet, fylder lyset og letheden også mere og mere i mig igen.

Min lille søn på 2 år er lige så begejstret for solen og lyset som jeg. Det er efterhånden ofte lyst når han vågner om morgenen. Når han opdager dette udbryder han begejstret ‘lyst ude!’ Når vi leger udenfor og solen trænger igennem skyerne, slipper han alt hvad han har i hænderne og ser smilene på himlen med ordene ‘sol skinner!’ Hans søde smilende ansigt er en sol i sig selv.

Som I nok kan fornemme, har solen på flere måder stor betydning for mig for tiden. Derfor er min tegning en mandala af solen. Den følger efter den mandala af jordkloden som jeg viste jer i mit seneste indlæg. Verden kan ikke eksistere uden solen og derfor måtte jeg jo også male den.

 

Tegningen er bygget op på samme måde som sidst. Med passer, præcision og fantasi.

De mange snirklede streger tog form nærmest af sig selv og pludselig havde jeg en færdig blyantstegning. Den blev tegning op med sort og visket grundigt over med viskelæderet.

Jeg tog alle de røde og gule nuancer blandt mine tuscher fra og gik igang med at male mandalaen med dem. Snart skinnede min sol gyldent fra papiret. Herfra kan den minde mig om lyset der altid vender tilbage. Det samme håber jeg den kan minde jer om. Vi får alle fra tid til anden skyer for vores sol, men solens stråler fortrænger dem altid igen. Når det sker sætter vi endnu større pris på lyset end før.