Min søn elsker TV-serien ‘Gurli Gris’. Han er meget begejstret over de søde, enkle karakterer, som alle er dyr med menneskelige egenskaber. Udover hovedpersonen Gurli Gris, tæller serien stjerner som Pedro Pony, Emilie Elefant og Freja Får. Og så er der Sigurd Skildpadde. Min søns absolutte yndlingsfigur. Den lille skildpadde klatrer ofte op i træer, hvorfra den skal hjælpes ned af både brandbil, kranvogn og helikopter. Siden falder den altid i søvn ovenpå strabdserne. Sigurd er også min søns navn og det er selvfølgelig derfor han har kastet sin kærlighed på netop den.

Oftest tegner jeg mønstre og mandalas, men jeg elsker også at tegne dyr. Da jeg gerne ville tegne et billede til Sigurds værelse, var det derfor nærliggende for mig at kaste mig ud at tegne min version af Sigurd Skildpadde. Ovenfor kan I se den ‘rigtige’ skildpadde fra ‘Gurli Gris’.

Jeg kan bedst lide at have nogle hjælpestreger at gå ud fra når jeg går igang med at tegne. Derfor lavede jeg lidt forarbejde med passer og lineal.

Motivet blev skitset op med blyant. Jeg valgte at gøre skildpadden enkel i formen, for bedre at få mønstrene til at træde frem.

Undervejs i processen med at tegne mønstre blev jeg så opslugt, at jeg helt glemte at tage billeder. Her er et nærbillede af det færdige skildpaddeskjold. Mon I kan regne ud hvordan jeg har tegnet mønstret? 🙂

Skildpadden Sigurd blev straks genkendt af min Sigurd. Han er en taknemmelig lille fyr at tegne til, for han beundrer alt hvad jeg tegner. Om det så bare er en tændstikmand bliver der sagt ‘wauw’!

Nu mangler jeg blot at købe en ramme til tegningen. Det har vist sig sværere end jeg troede at finde en kvadratisk ramme. Hvis det ikke lykkes at finde en, er min plan at min mand skal igang med at hacke en IKEA ramme og forvandle den til en mindre størrelse. I alle tilfælde lægger jeg et billede op når Skildpadden Sigurd er hængt op på væggen 🙂