Efter mit første forsøg med yin og yang som I kan se her, havde jeg fået endnu mere lyst til at arbejde med dette dragende tegn. Denne gang valgte jeg en lidt anden tilgang og lavede tegningen som en stor mandala delt i to forskelligt farvede halvdele.  Jeg er glad for resultatet, der rummer mange aspekter af modsætninger, som yin og yang jo repræsenterer. Der er lyst og mørkt, forår og efterår, ungt og gammelt, friskt og brugt. Og bare grønt og brunt.

Der var ingen plan for tegningen inden jeg gik igang, men på forunderlig vis kom der som altid en overraskelse ud af mit arbejde med blyant og pensel. Nogle gange forstår jeg ikke helt hvor det kommer fra, det der ender med at være på papiret. Imens jeg tegner og maler bliver detaljer til helhed og motivet åbenbares. Det er altid en spændende rejse som ikke minder om noget andet jeg laver. Jeg er mest vant til at følge planer, kalendere og strukturer og vide hvilket resultat jeg gerne skal ende ud med. Når jeg tegner må jeg slippe denne kontrol, for ellers bliver resultatet nemlig ikke godt. Mens blyanten danser over papiret og penslen tryller forunderlige farver frem ser jeg til og nyder at overlade kontrollen til noget andet end mit hovede for en gangs skyld. Måske er det hjertet, måske sindet eller intuitionen der taler sit eget sprog. I hvert fald kan det anbefales at give denne stemme plads og lys ind imellem. Se blot hvad der kan komme ud af det 🙂