Month: februar 2017

Du skal nyde før du kan yde

Så længe jeg kan huske har jeg elsket at tegne blomster. Blomster i alle størrelser og udformninger. Var jeg i nærheden af et stykke papir og en pen, har jeg altid ‘småtegnet’ blomster. Blomster er også et et af mine yndlingsmotiver idag. Jeg tror det er fordi blomster på den ene side er så simple og ensartede i deres form. De er som en mandala. Et antal symmetriske blade omkranser centrum og ser man godt efter, er der uendeligt mange detaljer. Nogle mere synlige end andre. Blomster er for mig noget af det mest mindfull’e at tegne. Der er en forudbestemt form, rammen er sat. Men indenfor rammen er der frit spil og blomster kan se så uendeligt forskellige ud. De blomster jeg tegner ligner oftest ikke naturlige blomster. Det er fantasiblomster med detaljer, som ikke kan lade sig gøre i virkeligheden. Eksempelvis disse, som jeg tidligere har tegnet.

Dagens tegning er en zentangle, doodle eller zendoodle om man vil. Kært barn har mange navne. Blomsterne er bygget op omkring en åben cirkelform og i toppen stiger en lille sommerfugl til vejrs. Når jeg ser på tegningen ser jeg et budskab om ro og nydelse. Blomsterne er i ro, de er stille og stabile. De er smukke og velduftende og de er bare. Blomsterne danner basis for meget andet liv. Nogle insekter og andre planter kan ikke leve uden dem. Sommerfuglen har fået sin næring fra dem og nu har den kræfter til at flyve ud og opdage verden påny.

Engang hed det sig at ‘du skal yde før du kan nyde’. Jeg har lært at det er præcist omvendt. Du kan ikke blive ved med at yde, hvis du ikke tager dig tid til at nyde. Tanken skal fyldes med benzin før bilen kan køre. Kører man på en næsten tom tank kommer man ikke langt, og man får større problemer end hvis man blot havde tanket før man begav sig afsted.

Tegning er en af mine måder at tanke op på. Den fordybelse og ro det giver mig, at koncentrere mig om at lave præcise detaljer i en tegning, gør at jeg som sommerfuglen igen kan flyve ud og gøre mit virke. Mine aktiviteter sker med fornyet kraft og ofte med større udbytte, succes og ikke mindst glæde.

Her ser i hvordan tegningen blev til. Lidt hjælpestreger og hurtigt fik den sorte tuschpen frit spil på papiret. Jeg har ladet mig inspirere til nogle af blomsterne, af en af de skønne bøger om zentangletegning jeg har. I et senere indlæg vil jeg skrive lidt om hvor jeg henter inspiration og blandt andet vise jer disse bøger.

Jeg håber at du også husker, at nyde før du yder. Tag dig tid til at finde ud af hvad nydelse er for dig. Du har lov til det, du må godt. Livet er om at nyde og hvis du ikke gør det, har du til sidst slet ikke kræfter til at yde mere.

Mønstermani II

Anden del af min lille mønsterføljeton kommer her. Hvis du ikke har set første del kan du finde den her.

Det mønster jeg vil vise jer idag minder lidt om det første I så. Jeg er vild med det ‘flettede’ udtryk det har. Ligesom det første mønster jeg viste jer er det meget let at tegne og kan tegnes af store som små.

Det tegnes således:

   

    

Det kan varieres på et utal af måder. For eksempel sådan her.

Mønsteret var et af de første jeg lærte og det var med til at vise mig den ‘mindfull’e’, nærmest beroligende effekt tegning af mønstre og zentangles kan have. Der er noget tilfredsstillende ved at tegne først små firkanter, så streger på det ene led og på det andet led – og vupti så har du et lille kunstværk der nærmest hopper ud af papiret. Mønstertegning kræver koncentration, men ikke den store tankevirksomhed. Det er enkelte streger man sætter og gentagelsen af den samme bevægelse med pennen skaber den beroligende effekt.

I zentangle-verdenen kaldes mønstret for ‘W2’. Prøv at google ‘zentangle W2’ og se de mange udgaver af mønsteret.

Om et par dage kommer tredje og sidste mønster for denne gang. Derudover har jeg et indlæg med en zentangle jeg lige har lavet på trapperne. Jeg glæder mig meget til at vise jer den, da jeg selv er ret glad for den 🙂

 

Mønstermani I

For et par år siden opdage jeg tegnestilen ‘zentangle’. Jeg blev dybt fascineret af de mange mønstre, som de såkaldte zentangles indeholder. Det der fangede mig var, at selvom et mønster ser nok så kompliceret ud, er det stort set altid let at tegne, hvis man bare går systematisk til værks. I dette indlæg vil jeg vise jer et af af mine yndlingsmønstre og hvordan jeg tegner det. Først dog et par af de zentangles jeg har tegnet gennem tiden, for at I har en idé om hvad en zentangle egentlig er. Ved at google ‘zentangle’ kan I se mange flere.

      

Det mønster jeg vil vise jer, er et af de første jeg lærte. Jeg havde længe undret mig over hvordan man dog tegnede det og blev derfor meget begejstret da jeg så en guide til det i en bog.

Herunder ses hvordan mønstret tegnes.

       

        

Mønstret kan varieres på mange måder. For eksempel som herunder.

I nogle bøger om zentangles har jeg set dette mønster kaldes ‘cadent’. Hvis man googler ‘zentangle cadent’ kommer der mange smukke tegninger indeholdende dette mønster frem.

Der er noget beroligende ved at tegne mønstre. Gentagelserne af den samme lille bevægelse med pennen skaber ro og koncentration. Det er enkelt og samtidigt tilfredsstillende, at man kan lave noget smukt nemt. Næste trin er at sætte mønstrene sammen til billeder, som dem jeg viste øverst. Det vil jeg ikke vise denne gang, men man kan nu også få meget sjov ud af at tegne mønstrene i sig selv!

Jeg har to mønstre mere jeg vil vise jer. Så følg med i de kommende dage, hvor Mønstermani II og III kommer på bloggen 🙂

 

Skildpadden Sigurd

Min søn elsker TV-serien ‘Gurli Gris’. Han er meget begejstret over de søde, enkle karakterer, som alle er dyr med menneskelige egenskaber. Udover hovedpersonen Gurli Gris, tæller serien stjerner som Pedro Pony, Emilie Elefant og Freja Får. Og så er der Sigurd Skildpadde. Min søns absolutte yndlingsfigur. Den lille skildpadde klatrer ofte op i træer, hvorfra den skal hjælpes ned af både brandbil, kranvogn og helikopter. Siden falder den altid i søvn ovenpå strabdserne. Sigurd er også min søns navn og det er selvfølgelig derfor han har kastet sin kærlighed på netop den.

Oftest tegner jeg mønstre og mandalas, men jeg elsker også at tegne dyr. Da jeg gerne ville tegne et billede til Sigurds værelse, var det derfor nærliggende for mig at kaste mig ud at tegne min version af Sigurd Skildpadde. Ovenfor kan I se den ‘rigtige’ skildpadde fra ‘Gurli Gris’.

Jeg kan bedst lide at have nogle hjælpestreger at gå ud fra når jeg går igang med at tegne. Derfor lavede jeg lidt forarbejde med passer og lineal.

Motivet blev skitset op med blyant. Jeg valgte at gøre skildpadden enkel i formen, for bedre at få mønstrene til at træde frem.

Undervejs i processen med at tegne mønstre blev jeg så opslugt, at jeg helt glemte at tage billeder. Her er et nærbillede af det færdige skildpaddeskjold. Mon I kan regne ud hvordan jeg har tegnet mønstret? 🙂

Skildpadden Sigurd blev straks genkendt af min Sigurd. Han er en taknemmelig lille fyr at tegne til, for han beundrer alt hvad jeg tegner. Om det så bare er en tændstikmand bliver der sagt ‘wauw’!

Nu mangler jeg blot at købe en ramme til tegningen. Det har vist sig sværere end jeg troede at finde en kvadratisk ramme. Hvis det ikke lykkes at finde en, er min plan at min mand skal igang med at hacke en IKEA ramme og forvandle den til en mindre størrelse. I alle tilfælde lægger jeg et billede op når Skildpadden Sigurd er hængt op på væggen 🙂

 

© 2017 Tegnebloggen

Theme by Anders NorenUp ↑