Month: januar 2017

Nu kommer fuglene igen

… og lyset vælter pludselig ind.

Jeg har lige været en tur på Aarhus’ Hovedbibliotek Dokk1 med min søn. Da vi sad og spiste frokost i deres café blev vi underholdt af et kor af ældre mennesker. De sang den smukke sang, der starter med ovenstående strofe. Sangen hedder ‘Lyse nætter’ og er en hyldest til lyset og sommeren der vender tilbage. Den kan høres her. I får et lille kig på teksten, som det dejlige kor delte ud.

Sangen fik mig til at tænke på den tegning jeg vil vise jer idag og på de følelser der ligger bag den.

Lyset er i fuld gang med at vende tilbage. Dagene bliver længere og solens stråler strømmer ind gennem alle sprækker. Jeg ved godt, at det stadig er januar og langt fra sommer, men jeg oplever alligevel, at kunne skimte de lyse nætter forude. Der er lyst til klokken 17 og der er flere og flere dage hvor solens stråler bryder igennem skyerne.

Lyset vender også tilbage indeni mig. Efter nogle år med mange grå dage, hvor jeg har mødt de mere tunge sider af livet, er det nu igen tid til forår i mit sind.  I takt med at solen får mere og mere plads i døgnet, fylder lyset og letheden også mere og mere i mig igen.

Min lille søn på 2 år er lige så begejstret for solen og lyset som jeg. Det er efterhånden ofte lyst når han vågner om morgenen. Når han opdager dette udbryder han begejstret ‘lyst ude!’ Når vi leger udenfor og solen trænger igennem skyerne, slipper han alt hvad han har i hænderne og ser smilene på himlen med ordene ‘sol skinner!’ Hans søde smilende ansigt er en sol i sig selv.

Som I nok kan fornemme, har solen på flere måder stor betydning for mig for tiden. Derfor er min tegning en mandala af solen. Den følger efter den mandala af jordkloden som jeg viste jer i mit seneste indlæg. Verden kan ikke eksistere uden solen og derfor måtte jeg jo også male den.

 

Tegningen er bygget op på samme måde som sidst. Med passer, præcision og fantasi.

De mange snirklede streger tog form nærmest af sig selv og pludselig havde jeg en færdig blyantstegning. Den blev tegning op med sort og visket grundigt over med viskelæderet.

Jeg tog alle de røde og gule nuancer blandt mine tuscher fra og gik igang med at male mandalaen med dem. Snart skinnede min sol gyldent fra papiret. Herfra kan den minde mig om lyset der altid vender tilbage. Det samme håber jeg den kan minde jer om. Vi får alle fra tid til anden skyer for vores sol, men solens stråler fortrænger dem altid igen. Når det sker sætter vi endnu større pris på lyset end før.

Mandala med lige dele leg og eftertanke

Med dette første indlæg på bloggen, springer jeg lige ud i det og viser jer en af mine nyeste tegninger. Det er med lidt sommerfugle i maven, for tidligere er langt de fleste af mine tegninger endt i en mappe, hvor de siden sjældent er blevet mødt af nysgerrige og vurderende øjne.  Nu skal det dog være, verden skal lukkes ind i mit tegneunivers.

Den tegning jeg har valgt at dele med jer, er et godt eksempel på, hvad jeg tegner. Noget fantasifuldt og legende med en masse farver, der hvis man ser godt efter, dog også rummer en dybere mening.

Tegningen er bygget op omkring en ottekantet mandala. Altså en cirkel, hvori det samme mønster gentages otte gange.

Da det geometriske forarbejde med lineal og passer var lagt, gik jeg igang med at tegne figurerne uden på cirklen. Min idé med tegningen var, at tegne en klode med en verden af huse på. Med et indre af en mere traditionel mønsterbaseret mandala.

Da både figurer og mønster var tegnet, gik jeg igang med at tegne alle stregerne op med sort tusch.

Til slut blev det hele farvelagt med tuscher og undervejs blev lidt flere streger tilføjet i mønstret.

Jeg var godt tilfreds med den færdige tegning. Den har lidt småfejl, men alligevel er jeg ikke nær så kritisk overfor den, som jeg ofte er med mine tegninger.

I centrum af kloden er dens varme indre. Eller er det en blomst der folder sig ud? Hvad er blade og hvad er blomst? Er det blå der løber i en ring under husene vand eller måske en vej?

Husene er ens, men alligevel helt forskellige. Hvem bor bag de mange gardiner og hvorfor har de valgt at leve som de gør?

Hvad består verden af og er dens mange beboere egentlig mere ens end forskellige?

Beskueren må tolke min tegning frit. Dog håber jeg den kan være et symbol på, at alt ikke altid er som det ser ud ved første øjekast.
Hvis du har lyst, så skriv en kommentar om hvad du ser på min mandala.

Mit næste indlæg bliver med en mandala i samme stil som denne. Derudover arbejder jeg på et indlæg om de materialer jeg bruger når jeg tegner. Så hold øje med bloggen, hvis du gerne vil se mere 🙂

© 2017 Tegnebloggen

Theme by Anders NorenUp ↑